Intentionen med denne case er at vise, hvordan eksplicit fokus på onlinesocialisation kan fremme det digitale læringsmiljø. Der lægges især vægt på e-moderation, kommunikation, samarbejde og faglig produktion i synkrone online læringsrum – baseret på onlineteknologierne Zoom og Teams. Erfaringerne herfra er, at kommunikation, deltagelse og samarbejde i et onlinefællesskab, fungerer under helt anderledes præmisser end i det fysiske. Hvis ikke man tager højde for denne forskel, er der en stor risiko for, at det virtuelle læringsrum bliver interaktionsløs og reduceres til et sted, hvor e-moderatorer udveksler informationer med de studerende.
Casen tager udgangspunkt i et begynderhold (modul 1) i dansk på læreruddannelsen. Holdet består af 33 studerende. De studerende er blevet undervist i et format, hvor tilstedeværelse og onlineundervisningen mixes, hvor det giver en didaktisk merværdi.
Det er denne cases centrale pointe, at de tekniske benspænd og div. motivationsmæssige og sociale problematikker, der kan være forbundet med onlineundervisning skal bearbejdes i tilstedeværelsesgangene. Det kan gøres ved at forankre metaovervejelser, forventningsafstemning og onlinesocialisation i den fysiske tilstedeværelse og ikke i onlineundervisningen, selv om det som regel er her både de tekniske, sociale og emotionelle udfordringerne udspringer.
På den måde trækker vi de solide metarefleksioner om mix´et mellem de to formater og hvordan vi får dette mix til at fungere – fra de fysiske rum ind i onlinerummet, således at overgangene og forskellen mellem de tilstedeværelsesformer ikke opleves som radikalt adskilte, men som to integrerede formater. Pointen er, at den studerende i det fysiske læringsrum socialiseres ind et online format – og mødes med e-moderatorens ekspliciterede krav og forventninger til, hvordan onlineplatformen skal tages i brug, før den tages i brug og ikke, når vi er i proces. Det skal kommunikeres tydeligt, hvad det vil sige at deltage i onlineundervisningen, og de studerende skal inviteres med til metarefelksioner om, hvordan onlinekommunikation og –samarbejder lykkes. Ved at invitere de studerende med, holdes muligheden åben over for kursændringer i forhold til det sociale og motivationsmæssige aspekt ved interaktion i online læringsmiljøer.
Som beskrevet ovenfor, så forsøger denne case at give et bud på hvordan e-moderatoren kan arbejde med motivationen i forbindelse med onlineundervisning – heraf handler en vis del om at tydeliggøre e-moderatorens valg vedrørende ”hvad”, ”hvorfor” og ”hvordan” deltagelse, kommunikation og læringen foregår online. Arbejdet med ovenstående er en lang proces med en del trin, som starter i det fysiske møde mellem e-moderator og studerende. Disse trin er inspireret af Gilly Salmons Five-stage Model.
Trin 1: En del af onlinesocialisation består i medinddragelse. Det er vigtigt at modulets første undervisningsgange er fysiske, da det er her de sociale relationer etableres. Her lægger e-moderatoren indledningsvist en plan ud for indholdsområderne i modulet – og på baggrund af denne bliver de studerende medinddraget i, hvilket indhold i planen, der i deres øjne fungerer godt i et online format – og hvilke tidspunkter i semesteret de foretrækker online-indholdet. Med udgangspunkt i de studerendes ønsker udarbejdes en semesterplan, hvor online-gangene er placeret. Allerede her er de studerende medinddraget i designet af deres modul.
Trin 2: En del studerende er teknisk udfordrede, og nogle studerende er udfordrede i forbindelse med det performative element i et onlinerum. Den sidste gruppe udviser en slags sceneskræk, og foretrækker at gå under radaren, hvis der er mulighed for det. For at imødekomme begge grupper anvender vi Zoom ind i den fysiske tilstedeværelse. Det gøres ved, at underviseren introducerer platformen, og sørger for at alle kommer ”på”, får kameraet til at fungere, og får løst nogle få praktiske teknisk/faglige benspænd. Alle studerende kan se hinanden på deres pc-skærme, men kan også samtidig se undervisningens visning af “gallery view” på projektoren. De studerende opfordres til at lege med baggrunde og forskellige reaktions-ikoner. Underviseren går forrest og metakommunikerer de didaktiske intentioner og de didaktiske fordele – og her inviteres studerende til at være med til at formulere fælles spilleregler om, hvordan vi interagerer og kommunikerer på platformen. Hertil bedes de studerende om at komme med bud på, hvordan vi tager højde for de manglende sociale interaktionsmuligheder (den uformelle snak i pauserne, klasserumsatmosfæren, kropssproget, den studiesociale omgangstone), som vi går i møde – og hvordan vi kompenserer for dette i de kommende onlinegange.
Trin 3: I forlængelse af trin 2 præsenterer e-moderatoren (stadig i det fysiske rum) forventninger, formuleret som code of cunducts, – det vil sige betingelser og kriterier for det fremtidige onlinesamarbejde. Se herunder:
De studerende inviteres til at ”tænke med” og give bud på, hvordan de foretrækker, at de og deres medstuderende forpligtes i studieaktiviteterne i onlinerummet.
Derudover lægges der op til en kort drøftelse af, hvad det betyder for tilstedeværelsen, at man har gjort sig umage med selve kamera-set-uppet (e-moderatoren viser nogle eksempler med forvrænget billede, avatar-foto, frøperspektiv osv). Alt dette for at betone, at vores fremtoning i det digitale miljø rent faktisk betyder noget og har en konsekvens for læring.
Trin 4: Første onlinegang på platformen bruger e-moderatoren et par minutter på at ridse code of conduct op. Det gøres ved kort at kommentere, hvor mange der har husket vores fælles aftale. For eksempel glemmer en del at tænde kamera og melde deres ankomst til e-moderatoren. Nogle glemmer at sætte lyd til. Nogle kommer for sent. Det kan anbefales, at rollen som ”holdkaptajn” går på skift. Det kan være holdkaptajnen, der har til opgave at holde styr på hvem, der endnu ikke har meldt sin ankomst. Ydermere er aftalen, at undervisningen ikke går i gang, før alle, der er tjekket ind, også har tændt kamera.
Trin 5: Til nogle af online-gangene forbereder e-moderatoren korte ”book-talks” i breakoutrooms. Øvelsen er af social karakter, men stadig tangerende et fagligt indhold – hvilket grundlæggende understøtter det uformelle møde mellem de studerende. At give tid til ’systematiseret’ small-talk danner modvægt til både den fysiske, men også mentale distance i det digitale læringsrum.
Motivationen øges i nogle tilfælde ved at e-moderatoren selv udfører selve e-tiviteten i form af en modellering. I alt for mange tilfælde opleves e-moderatoren, som én der transmitterer informationer, samt sætter aktiviteter gang, hvorefter vedkommende trækker sig tilbage fra processen. Motivation vokser ud af læringsaktiviteterne som foregår sammen med e-moderatoren.
Det er ikke tilstrækkeligt at forsøge at motivere folk blot til at logge på og “diskutere”. I stedet skal man stille en e-tivitet, der gør det værd at deltage i sig selv.
Det er vigtigt at sætte kortsigtede mål, og at sikre, at der er en tilfredsstillende proces og “flow” af handlinger. I praksis er e-moderatorer nødt til at udøve dømmekraft i relation til, hvornår de skal gå med strømmen, og hvornår de skal guide deltagerne mod forventede resultater.
Det er vigtigt at være meget præcis i forhold til timing og pacing. Som e-moderator skal man sikre, at e-tiviteten er delt op i stykker, så der er mulighed for varierende former for arbejdsformer. Det skal være muligt at nå en komplet e-tivity på én undervisningsgang – mindre hvis det er muligt. Man skal undgå lange plenum-oplæg, max 20 minutter ad gangen.
Hvis e-moderatoren tilbyder mere end én e-tivity ad gangen, skal de bygges sammen på en sammenhængende måde, sådan at de studerende kan tilgå materialet i et tilrettelagt “program”, hvor progressionen er tydelig. Til sidst er det vigtigt, at deltagerne har brug for at arbejde sammen på en eller anden måde for at opnå læringsresultaterne.
FAKTA
- Læreruddannelsen i Silkeborg, 1. årgang, 1. semester
- Five-stage Model i en læreruddannelses-kontekst
- 10 etcs – et modul, 1. årgang i dansk
- Kontaktperson: Alice Bonde Nissen
Link til artikel om Five Stage Model