Gruppearbejde kan godt være både fagligt og socialt online

En studerende på uddannelsen Professionsbachelor Socialrådgiver havde positive oplevelser og fik brugbare erfaringer, fordi den tilrettelagte onlineundervisning var meget studiegruppe-orienteret.

Liv Katharina Andresen Tremlett er studerende på UCLs socialrådgiveruddannelse i Vejle. Hun gik på første semester i foråret 2020 og   havde kun mødt sine medstuderende kortvarigt før nedlukning d. 11. marts. I kraft af det intensive onlinesamarbejde og det sociale samvær i studiegruppen gik det godt til den afsluttende prøve og hun har fået gode sociale kontakter på studiet. 

“Da vi fik beskeden d. 11. marts var jeg ikke skræmt. Jeg var mest nysgerrig og synes at det var spændende. Jeg var lige startet – havde ikke kontakt til de andre på holdet. Vi havde kun set hinanden kortvarigt på campus i februar. Til dagligt bor jeg for mig selv, så jeg savnede at mødes fysisk med de andre. Men jeg har en god internetforbindelse – og så er der jo ro der hvor jeg bor. Vores undervisning i marts blev gennemført uden de større ændringer i fagene, det var jura, social- og samfundsvidenskab og psykologi. Det meste undervisning blev afholdt som planlagt, men vi skulle have været på ekskursioner, der desværre ikke blev til noget.

Vi mødtes til undervisning på Google Meet, og jeg synes at det var smart det kunne foregå online.

I første omgang kunne det godt være angstprovokerende at henvende sig til en medstuderende, som man ikke kender. Derfor var det godt, at vi på forhånd havde fået en studiegruppe, som vi var indskrevet i. I min gruppe mødtes vi både online og fysisk. Så fik vi også set hvordan hinanden boede i studiegruppen, og vi kunne også se hinanden i andet end “skoletøj”, og se hvad de andre spiste til måltiderne.

Undervisningen var meget studiegruppe orienteret, så vi fik en tæt relation. Mange syntes, at det var anstrengende at arbejde online, men de dygtigste på holdet tilbød at undervise de, der havde vanskeligheder. Vores hold havde også en facebook-gruppe, hvor der både var praktiske og sociale oplysninger.  

Vi har også prøvet at lave ’online fælles-spisning på restaurant’.  Udfordringen med Corona er, hvad man gør det til. Jeg savnede ikke noget, fordi vi var så tætte i vores studiegruppe. Det var fint. Der er mange, der er utilfredse med onlineundervisning. Men de fleste klarede sig faktisk godt. Andre er tilfredse med at deltage hjemmefra og min personlige erfaring er, at vi ikke skal tage det så tungt. 

En anden erfaring er at tage konflikter i gruppen i opløbet, vi havde en udfordring med et gruppemedlem, der var meget stille. Vi lod det måske ligge lidt for længe, fordi vi ikke var vant til at tage den slags op på sociale medier. Men med underviserens hjælp fik vi det løst i gruppen. 

FAKTA

  • Liv Katharina Andresen Tremlett, studerende på UC Lillebælt
  • Socialrådgiveruddannelsen, Modul 1.  1. semester. 
  • Casen er lavet af: Dorte Ruge, UCL